mandag, februar 04, 2008

Balladen om Anna Castberg

I går, da jeg besøgte Arken for første gang, kom jeg til at tænke på Anna Castberg og slog hende op på Wikipedia. Her står:

I 1993 blev udlandsdanskeren Anna Castberg udset til at være leder af det planlagte museum Arken i Ishøj på Københavns vestegn. Arken skulle være museum for moderne kunst.

I marts 1996 blev museet officielt indviet. I september samme år blev Anna Castberg tvunget til at fratræde sin stilling. Det viste sig senere, at hun havde løjet om sine kvalifikationer.
Forkert! Anna Castberg havde løjet om sine eksaminer, ikke om sine kvalifikationer. Men i det eksamensglade Danmark er vi tilbøjelige til at bruge de to ord synonymt, fordi vi forudsætter, at kvalifikationer også kræver en eksamen. Sagen var jo, at Anna Castberg bestred sit job glimrende, indtil der var nogen, der opdagede, at hun ikke havde de papirer, man traditionelt kræver af en person, man ansætter i så prestigefyldt en stilling.

Da det kom frem, at Anna Castberg var selvlært, var fanden pludselig løs. Godt nok havde hun overskredet budgettet med en lille million, men den slags har man hørt om før, uden at det har fået konsekvenser. Anna Castberg måtte gå som direktør, fordi hun havde fiflet med sit cv, ikke af nogen anden grund. Faktisk havde hun med sin farverige personlighed været exceptionelt god til at skaffe museet international omtale, men hun fik ikke chancen for at rette op på budgettet, sådan som hun sandsynligvis ville have fået, hvis hun havde haft de rigtige papirer.

Nu taler man om 'skandalen på Arken'. Efter min mening bestod den egentlige skandale i, at man fyrede Anna Castberg alene på grund af en formalitet.

Og hvad skete der for resten med de tre lokalpolitikere, der ansatte Anna Castberg til stillingen? Hvem var mest inkompetent - dem eller hende?